Den allerførste gang

En førstehåndsfortælling om min debut i fantasynovelleforløbet.

Af Cæcilie Mai Klingenberg Topp

Først tænkte jeg, at jeg slet ikke havde tid til at være en del af HUFs fantasynovelleforløbet. Jeg havde gang i alt for mange ting, så jeg syntes ikke, at der var plads til mere på min tallerken.

Men størst af alt, jeg havde ingen ideer til en novelle. 

Men så kom det norske melodigrandprix på skærmen, efterfulgt af en skrivesøndag i min skrivegruppe. Og pludselig havde jeg en idé, som jeg kunne arbejde videre på, så den kunne skrives.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var møghårdt at være med i forløbet. Man vil jo gerne gøre det så godt som muligt, aflevere det bedste man kan præstere, men hold nu op, jeg var tidspresset af flere omgange.

Efter man har afleveret sit udkast, så bliver vi inddelt i feedback grupper. Igen en rimelig angstprovokerende ting. Kan de andre nu lide det jeg har skrevet? Er det overhovedet godt nok? Hvem vil dog bryde sig om en romance-fantasy novelle med et fiktivt Eurovision som omdrejningspunkt?

Det føles som om man skal lukke nogen ind i sit inderste. For mig, vil det altid være skræmmende.

Men at læse de to andre noveller, som jeg var i gruppe med, var helt utroligt givende (når jeg lige kom over, at det også var intimiderende). For når man først giver sig selv lov til at tænke, at vi alle vil hinandens bedste, at vi er her for at hjælpe hinanden med at blive bedre og vise vores allerbedste. 

Selvom det er grænseoverskridende at modtage feedback, så er det 9 ud af 10 gange, det der er med til at udvikle og forbedre produktet.

Næste skridt var korrekturrunden. Der skal sættes kommaer, der skal rettes sætningskonstruktioner og hvad ved jeg. Kedeligt skulle man tro, men nej. Jeg endte i samme gruppe som til feedbackrunden, og det var helt utroligt at se, hvordan de andres noveller havde udviklet sig, efter de havde redigeret deres feedback. 

Efter korrekturrunden, var der ikke andet at gøre, end at finde på den bedste tag-line og skrive en bagsidetekst. Hvilket efter alt det foregående, for mig, virkede hurtigt og overskueligt. Og så var der bare den lange ventetid til Fantasyfestivalen rent faktisk ville komme til at løbe af stablen. Den ventetid var lang, længere og længst.

Men hold nu op, det var den vildeste følelse at se sin novelle stå i HUF-standen blandt en regnbue af de andre noveller. Særligt at møde de andre HUF’ere på festivalen og få og lave signeringer i novellerne var ret magisk.

Jeg har sjældent været stoltere.